Du skal vaskes uden badetøj inden du kan komme i bassinerne. Hvis ikke du vasker håret, kan du benytte en badehætte.
En uvasket badegæst forurener bassinvandet 25 gange mere end en renvasket badegæst.
Hvis du følger reglerne for badning er du med til at mindske forbruget af klor, og når vi bruger mindre klor får vi et bedre miljø i svømmehallen.
Tænk dig om inden du går i vandet
Det er aldrig helt ufarligt at lege med vand, derfor skader det ikke at tænke sig om. Er du f.eks. ikke særlig god til at svømme, så bad aldrig alene.
Har du børn med, så hold øje med dem, og lær dem at begå sig med omtanke for sig selv og andre.
Når du er oppe i rutsjebanen eller på vipperne, er det vigtigt, at du passer på dig selv og andre. Svøm frem og ud til siden efter springet og lad være med at "parkere" i rutsjebanen, hvor al "færdsel" selvfølgelig er ensrettet.
Lider du af epilepsi eller risiko for ildebefindende, så bad heller aldrig alene.
Selvom vi ikke går på kompromis med sikkerheden, skal du stadig tænke dig om. Du har selv ansvaret for din egen og dine børns sikkerhed.
Uddannelse
Alle vores livreddere har en erhvervslivredderprøve, der bliver fornyet hvert år. Alle livreddere gennemgår hvert år et førstehjælpskursus med udvendig hjertemassage.
Bemanding
Vi har normalt følgende bemanding:
På hverdage: 3 livreddere
I weekender: 4 livreddere
I skolernes ferier bemander vi på hverdage og i weekender med 4 livreddere en del af dagen.
OBS.
Livredderne cirkulerer rundt i hallerne, så der kan godt være perioder, hvor de enkelte bassiner ikke er under opsyn.
Flere steder i Svømmestadion Danmark er der installeret alarmknapper, der alle er markeret med rødt.
Det er en god ide, at undersøge hvor i lokalet alarmknappen er placeret, så I kan reagere hurtigt, hvis uheldet er ude.
Men husk, benyt kun alarmknappen i tilfælde af overhængende livsfare. I alle andre tilfælde kontakter du personalet, der konstant cirkulerer rundt i hallen.
Vandet er rent, det er da klart
Faktisk har vi noget af det reneste badevand i Danmark. Vandet i Svømmestadion Danmark bliver testet regelmæssigt.
Vi testes både regelmæssigt og uanmeldt
Det er vel kun topatleter, der testes mere end vores vandkvalitet. MILANA | ALS Environmental tager prøver 1 gang om måneden, og Esbjerg Kommune kommer på uanmeldte besøg flere gange om året.
Vi gør det også selv
Vi tager selv prøver af vandet flere gange om dagen, selvom det stort set er overflødigt. Vandet renses løbende af vores moderne rensningsanlæg. Anlægget har 3 slags filtre; grovfiltre, sandfiltre og kulfiltre, som automatisk doserer klor og syre, når det er nødvendigt.
Vi kommer helt i bund
Vi er grundige og kommer helt i bund - bassinerne bliver bundsuget flere gange om ugen.